DK EN

Historier

6 USG piger med damelandsholdet til Hamborg

Lørdag morgen d. 1/2 kl. 6 kørte 6 trætte men spændte USG piger mod Hamborg som en del af det danske damelandshold i vandpolo. Maria E. Jensen var debutanten, mens Nina Sørensen, Julie Vahlgren, Mie Pedersen og Katrine Cohen alle var gengangere. Annette Schever var med som trænerstøtte. Med 5 ud af 15 spillere i landsholdstruppen kan USG være stolte af den voksende kerne af dygtige kvindespillere i klubben.

Polopiger i Hamborg

I Hamborg ventede ETV Hamburgs junior- og Bundesligahold, som landsholdet skulle spille træningskampe mod inden den store internationale turnering i Odense for både herrer og damer d. 14.-16. februar. Klubben er en venskabsklub og en af de danske landsholdsspillere spiller til dagligt her.

Efter ankomsten i Hamborg ved middagstid blev der hurtigt skiftet til badedragter og hætter og svømmehallen indtaget. Schwimmhalle Inselpark er fra 2013 og har bl.a. en lækker pool forbeholdt vandpolo, der er en meget større sport i Tyskland end i Danmark. Så weekenden stod på tre træningskampe fordelt på tre træningspas og 5 timer og starten lovede godt med høj musik og tjekkede dommere på kanten.

Første kamp blev vundet temmelig sikkert 15-12. Cifrene viser ikke helt den overlegenhed det danske landshold lagde for dagen i de første 2 perioder, hvor holdet førte med op til 5-6 mål. Trætheden og den manglende rutine dukkede dog op i 4. periode. Men inden da havde både Nina Sørensen og Katrine Cohen scoret 1 mål hver og Julie Vahlgren havde banket to ind fra højrefløjen.

I 2. kamp blev trænerne enige om at få øvet noget mand-mere, så ved hver eneste udsmidning fik det angribende hold 3 mand-mere situationer. Det betød en kamp med lidt mindre fart over feltet men en del mere fysisk kamp. Hamburg havde i denne kamp også nogle virkelig rutinerede Bundesligaspillere med. Denne kamp endte 13-13, hvoraf det ene mål var af debutanten Maria Jensen og to andre af Mie Pedersen og Nina Sørensen.

Det var nu helt tydeligt, at pigerne var sindssygt trætte efter 6 timer i bus og 3,5 time i vandet, så efter en lækker middag og en hurtigt tur ned for at se Reeperbahn gik vi alle omkuld i køjesengene. Det havde været en presset og hård dag men også rigtig spændende og den havde givet hele truppen enormt meget socialt. Holdet er kun ½ år gammelt men allerede nu er der et godt sammenhold og en meget positiv stemning.

Søndag morgen hoppede vi alle i bassinet igen kl. 9 og var klar til den sidste træningskamp. Heldigvis var ETV mere trætte end os, så den sidste kamp blev vundet 17-10, igen med ekstra fokus på mand-mere situationer. Inde på 2m havde Katrine Cohen mere held og overskud end dagen før og fik sat 2 kasser ind.

Efter en rigtig god weekend med masser af kage, sludren og en hel del vandpolo kørte vi hjemad søndag eftermiddag. Og nu venter vi alle i spænding på, hvem der bliver udtaget til landskampen mod bl.a. Skotland om ca. 1 uge. Stay tuned!

Træningstider, Vandpolo

tirsdag
20:00-21:30, Nørre Allé

fredag
20:50-22:20, Bellahøj

lørdag
14:00-15:30, Nørre Allé

Vivian Dümer Vandpololeder
Vivian Dümer
vandpololeder@usgvand.dk