Studentermålsætningen
I udgangspunktet har sagen været enkel. Interesserede etablerer en svømmeklub på en uddannelsesinstitution for studerende. Projektet støttes af universiteternes ledelser både økonimisk og ved at tilvejebringer rammerne – bl.a. træningsplads.
Der opstår så et positivt problem: De kandidater, der forbliver i København (og omegn) har for nogens vedkommende lyst til at fortsætte. I de første mange år af klubbens historie håndteres dette forhold, som formanden Bror Thomsen på et tidspunkt beretter med følgende, at der er ingen medlemmer af svømmeklubben, der ikke har et gyldigt studiekort. Praksis i en del år var blot, at det var muligt at få sit studiekort fornyet selvom man var blevet kandidat. Da gymnastikinspektør – og svømmeklubbens mand - Niels Aage Madsen dør, ønsker USG Københavns Universitets tilladelse til at genopslå stillingen opstod der problemer. Det ønske havde sin fornuft i det forhold, at det igen skulle være KU, der betalte lønnen til inspektøren for USG. KU var ikke umiddelbart villige til dette af flere grunde: 1) deltagertallet var lavere end nogensinde efter at have rundet 7000 var det omkring 1991 nede på 1900 for hele USG. 2) over 40 % af disse var ikke-studerende. 3) USG havde 2 dyre retssager kørende mod henholdsvis Københavns Kommune og mod KU. Der rullede en tikkende bombe under disse i rene sagførersalærer.
Konklusionen i den arbejdsgruppes (nedsat af KU og flere af de øvrige læreanstalter) rapport skal her kort citeres mht. studentermålsætningen: "Desuden påhviler det de lokale bestyrelser at sikre, at de ikke-studerendes antal holdes på et "negligibelt"niveau, dvs. at kontrollere at der foregår en løbende udskiftning af færdige kandidater, således at nye studerende kan optages på holdene." (s.19)
Kampen bestod - efter rapporten udkom - i at få det første efterfølgende USG-repræsentantskabsmøde til at godkende rapportens samlede anbefalinger inkl. at vælge en formand for USG i den kommende periode, der var opstillet af KU. Dette lykkedes (1992/93) – følgen blev at KU alligevel ikke lukkede USG. Retssagerne blev forliget (advokaterne fik ca. ½ million kr. i salærer udbetalt) og USG kunne starte en ny udviklingsperiode. De første 3 år som forsøgsperiode, hvorefter KU ville genoverveje perspektiverne for USG. Denne genovervejning i 96 faldt positivt ud – og USG har siden overholdt at have 80 % studerende.
Studenter forpligtelsen blev implementeret i USG i de følgende år, dog ikke for klubberne de første år. Fx var studenterdelen for svømmerne i 93/94 45 %. For ca. 5 år siden tog USGs hovedbestyrelse så denne problemstilling op og udarbejdede en handlingsplan for konkurrenceklubberne.
Praksis blev efter 1992, at USG totalt skulle sørge for at "negligibelt" betød max. 20 % ej-studerende. Hovedbestyrelsen har så tilladt – efter år tusind-skiftet, at konkurrenceklubberne har max 35 % ej-studerende.
Svømmeklubbens virkelighed har hele tiden været, at den levede i en dansk tradition, hvor studenterne valgte svømning i en (statistisk set) sen alder. Og dermed ældst gennemsnit jo dygtigere svømmerne blev. Mange bestyrelser i klubben har gennem mange år brugt mange timer på at diskutere sig til praktisk administration af den vedtagne studentermålsætning.
